Coelan på dækket, forår 2009
Efter mange sæsoner med utæt dæk, håber vi endelig at have et tæt og tilmed smukt dæk.

Det mere end 60år gamle dæk på det gode skib Ebana, har bestemt kendt bedre tider. I al den tid Ebana har været i vores varetægt, har vi måtte leve med et temmelig utæt dæk. Det har til tider sat sit præg på sejlerglæden, når vi har fundet redningsveste som har pustet sig op, eller vågnet med våde dyner efter en regnfuld nat. Vi bestemte os for at i år skulle det være slut!

 

Dækket er gennem årene slebet ned mange gange, og en del tværgående spir er kommet til syne, ligesom nådderne et par steder er blevet så tyndslidte at værk er kommet til syne. At udskifte dækket vil for os være en ganske uoverkommelig opgave. Vi fandt også at arbejdet med at udskifte alle nådder, ikke ville være indsatsen værd på det medtagede dæk. Da vi så læste om Coelan, lød det næsten for godt til at være sandt. Der var ganske enkelt ikke andet for, end at melde sig på et Coelan kursus, og se nærmere på dette ”vidundermiddel” - vores sidste håb for et tæt dæk, med en rimelig arbejdsbyrde som indsats.

 

Vi blev overbevist om produktets utrolige egenskaber, og gik i dette forår i gang med opgaven. På billederne nedenfor beskriver vi den fremgangsmåde vi har brugt, og vores erfaringer ind til videre. Det har været utroligt nemt og sjovt at arbejde med materialerne, og vi har (måske for) høje forventninger til det nu forhåbentligt tætte dæk –fremtiden må så vise om alle forventninger og arbejdsindsatsen vil bliver indfriet og belønnet…


På kursus hos Hellers ( www.hellers.dk ).
14 deltagere er mødt op i Kastrup for at lære mere om Coelan. En lang aften, men en god investering når man påtænker at anvende vidundermidlet. Peter Heller delte gavmildt ud af sin lange erfaring med Coelan, og der blev givet massevis af tips og tricks. Coelan er forholdsvis dyrt, så hvorfor ikke få alle de gode råd før man selv går i gang.
På selve kursusaftenen blev der givet 10% i rabat, og det er jo også værd at tage med. Der er dog stadig penge at spare ved at handle produkterne hos
www.marinelageret.dk . Der går også rygter om at det med fordel kan købes i Holland, eller i Tyskland hvor det bliver fremstillet.


Forberedelse

Alt gammel lak fjernes fra dækket, og det slibes glat.


Vi havde en del kedelige grå mærker efter spir, så dem lysnede vi med et par omgange med brintoverilte 35 %.
Vi brugte en pensel –husk handsker og briller, for brintoverilten er stærkt basisk og skrappe sager at få på fingrene.


Dækket skylles med rent vand mange gange for at neutralisere salte (og brintoverilte). Der hvor gammel lak er sprækket, er der gennem tiderne trængt saltvand ind som sidder i træet og udgør et dårligt underlag for videre behandling, så det er vigtigt at disse salte skylles væk. Hvis der er områder der tørre langsommere end andre, så er saltindholdet stadig for højt, og der skal skylles yderligere. Dækket er skyllet rent når det tørre ensartet op overalt.
Vi skyllede grundigt omkring 10 gange før det tørrede ens alle steder.


Primer

Der er ikke UV filter i selve lakken, derfor er primeren meget vigtig.

Der kan vælges mellen tre forskellige primere alt efter træsort. Vi har dæk af oregon pine og scandæk og fisk i mahogni, samt lønning af eg. Derfor skulle vi bruge to forskellige primere (en til lys og en til mørk). Som det ses på billederne, så er der en del farve i primeren (og man kunne måske ønske sig at den fandtes i en neutral version).
Primeren er næsten som bejdse at arbejde med, og vi brugte pensel og svamp. Der påføres først et enkelt lag, som skal tørre (det sker i løbet af en times tid). Så skal der slibes let, for lige af glatte det træ som har rejst sig. Efter denne slibning skal du ikke bruge mere sandpapir!!!
Herefter påføres et enkelt lag primer igen, og når det er tørt, så er du klar til lak.

Da coelan ikke er rustbeskyttende, så forseglede vi synlige spir med omgang epoxy under lakken.


Der er meget farvepigment i primeren -ses her på oregon pine dæk.

Ebana er her dækket af, og klar til første runde med sprøjten

 

På kurset blev der demonstreret en malersprøjte til at påføre lakken med. Fordelene ved at anvende sprøjte er mange. For eksempel kan der påføres et tykkere lag, og lagene kan ligges på langt hurtigere efter hinanden, end hvis du bruger almindelig pensel, og sidst men ikke mindst så bliver overfladen helt enormt flot.

På vores bådbudget stod der ikke lige 3000,- til en ny malersprøjte, så glæden var stor, da vi erfarede at en sådan kunne lejes i en ”gør det selv” butik (XL byg i Allerød), for bare en halvtredser i døgnet.

 

Coelanen kan fortyndes temmelig meget, og vi fortyndede den næsten fifty-fifty til sprøjten. Hvis du bruger pensel kan du ligeledes fortynde den en hel del, alt efter opgave og luftfugtighed –en tommelfingerregel er, at når den føles god at arbejde med, så har du fortyndet den korrekt. Vi lakerede bommen med pensel, og lakken var meget behagelig at arbejde med og flød nemt sammen til en flot finish.  


Doctor Feelgood

Her er Halvor i gang med hestesprøjten som ”Doctor Feelgood”.

 

Der var utallige sprækker i dækket der hvor gamle nådder havde givet op. Dækket blev gået minutiøst igennem og hver en lille sprække er blevet fyldt op over mange omgange med Coelan. Nogle sprækker syntes som bundløse, men efterhånden blev også de fyldte og dermed lukket. Ifølge producenten er der nærmest ikke grænser for hvor store revner i eksempelvis fribord som kan fyldes op med produktet.


Og så til lakken...

Ebana crew -nu med rumdragt!

Det er giftige sager når man arbejder med Coelan på sprøjte. Derfor blev der investeret i gode masker og ”rumdragter” –her er vi i gang med første lag.

 

Det var en sand fornøjelse at arbejde med sprøjten, og hver runde tog os ca. 1,5 -2 timer. Coelanen tørre utroligt hurtigt op, så hvis man er effektiv, kan du sagtens give den to lag pr. dag (måske mere?).

Der må IKKE slibes imellem lagene, så undgå slibning for enhver pris, idet du får nogle kedelige ridser og ”gummi-tråde” som er vanskelige at fjerne.

 

Vi valgte at lade dækket tørre et døgns tid mellem hvert lag, og gav den i alt fire omgange, svarende til 8-10 almindelige lag med pensel. Resultatet er blevet et tykt og blankt lag lak, som har en lidt ”gummiagtig overflade” og med utrolig flot glans.

 

Overfladen er sej og meget smidig, hvilket gør at den er nem at stå fast på, ligesom den følger bevægelserne i træet. Ifølge producenten vil den holde sig blank i 6-8år, hvorefter den atter kan friskes op af et enkelt lag eller to (–kan det virkelig passe…?).

Ønskes en helt skridsikker overflade, så findes der mange fine løsninger til dette. Vi har besluttet at tage denne sæson med den spejlblanke overflade, og så vurdere om vi senere skal have et skridsikkert lag.


Et smukt dæk
Så blankt og fint står dækket efter 4 omgange med malersprøjten!
Nu mangler vi bare at fjerne afdækningen. Afdækningen fjernes ved forsigtigt at skære den fri med en skarp kniv. Eventuelle mærker efter kniven lappes med en lille pensel, så overfladen forbliver intakt.