Ruftag
Vi lagde lærred på vores ruftag -og det fungerer rigtigt godt
Arbejdet begynder

Der var ingen vej udenom! Der måtte gøres noget ved ruftaget. Engang i 80erne (eller deromkring) havde en tidligere ejer lagt glasfiber på, og det havde sikkert virket fint i det første stykke tid. Desværre følger glasfiber ikke træets naturlige bevægelse, og derfor bliver det før eller siden utæt, når træet giver sig og glasfiberen ikke følger med. Endnu værre var det, at glasfiberen havde haft en alvorlig sprække, så regn og fugt havde direkte adgang til træet under fiberen.

Det var derfor rigtigt spændende at fjerne den og se status på skaderne. Heldigvis var plankerne i overraskende fin stand uden råd. Vi havde vores overvejelser om hvordan vi nu skulle afdække ruffet, og besluttede omsider at lægge lærred på –som i gamle dage.

 

Herefter gik arbejdet i gang med at slibe plankerne jævne, fylde sprækker (og de var store), og til sidst give flere lag med linolie maling efter Simons opskrift, så underlaget var klart til lærred.

Simons zinkhvidt til dæk under lærred:
Ingredienser:
1kg Zinkoxid (pigment)
600g linoliefernis med fungicid
200g koldpresset linolie med fungicid
30g tørrelse (sikkativ).

Lidt koldpresset linolie kommes i en skål. Lidt pigment blandes i lidt efter lidt. Herefter blandes mere linolie og pigment i efterhånden. Hvis der er klumper i pigmentet før du hælder det i, så er det en klar fordel at sigte det gennem en si først.

Da der skal røres i helt op til en time for at få en god farvepasta, så anskaf dig en røremaskine!

Herefter blandes fernis og sikkativ i og der røres til malingen er ensartet.

(Der bruges ca. 8dl. olieblanding til 1kg. pigment)

 



 Det krævede meget simplet værktøj at montere lærred, heriblandt et par hjemmelavede anordninger.


Kobber stifter sømmes i kanter. Vi lavede en lille "stift-holder" i karton for at undgå at holde på de meget korte kobberstifter.

Kobberstifter på rad og række

Vi mættede lærred med 3 strøg linolie, før vi malede det med vores egen blanding af linoliemaling -efter Simons opskrift.

Ruftag klar til maling  - det kræver lidt tålmodigned at arbejde med linoliemalingen, da den skal tørre meget længe mellem hvert lag. Det sidste lag var stadig ikke helt tørt efter 3 uger!